L ørdag d. 27. januar 2018 deltog jeg i klubbens tur til Rallye Monte-Carlo Historique 2018 prestart i Assens. Ud over at arrangementet var super hyggeligt, så var der også mulighed for at deltage i nogle konkurrencer. En af konkurrencerne havde som præmie en tur i et af de fine køretøjer, som skulle deltage i Rallye Monte-Carlo Historique 2018. Da vinderne blev trukket, var jeg den første, som blev råbt op fra ladet af den lastbil, der fungerede som podie. Det gav en smule misundelse hos nogle af de andre fra klubben, men det havde jeg jo nok også selv været, hvis det var en af de andre, som havde vundet. Det viste sig, at jeg skulle aflevere kontaktoplysninger og fik så besked på, at jeg ville blive kontaktet, når ekvipagerne var kommet hjem fra Rallye Monte-Carlo Historique 2018.
Jeg tænkte lidt, at det skete der nok ikke mere ved, men efter nogle måneder blev jeg pludseligt kontaktet af Toni Hansen fra Horsens, som sammen med Per Brodersen var blevet nr. 4 ved Rallye Monte-Carlo Historique 2018, i deres Audi 80 GLE årgang 1979. Toni tilbød, at jeg selv kunne vælge imellem en stribe hillclimb arrangementer i DK, hvor jeg kunne få min præmie. Turen som jeg havde vundet til Rallye Monte-Carlo Historique 2018 pre-start i Assens tilbage i januar måned.
Jeg kiggede på listen og aftalte med Berit, at det blev Munkebjerg Hillclimb. Berit skulle lige tages i ed, da vores søn Theodor så ville være ca. 1 måned gammel på tidspunktet for Munkebjerg Hillclimb. Da jeg ikke havde så langt til Horsens, hvor Toni bor, fik vi aftalt en dag, hvor jeg kiggede forbi, så vi kunne se på køredragt, hjelm osv. samtidig med, at jeg kunne se lidt mere og tættere på bilen. Det blev til en rigtig hyggelig times tid, hvor vi fik en kop kaffe og kiggede på Audién både ude, inde og under samtidig med, at vi fik snakket om alt muligt forskelligt omkring gamle biler. Jeg kørte fra Toni med en aftale om at dukke op til Munkebjerg Hill-Climb søndag morgen d. 12. august 2018. Da jeg ankom søndag morgen, var der allerede sat et par pavilloner op i det ene hjørne af ryttergården, og her holdt både Toni og flere af de andre, som havde deltaget i Rallye Monte-Carlo Historique, til. Jeg blev budt på kaffe, rundstykker og kage, og efter lidt forplejning fandt Toni en køredragt og en hjelmhue frem til mig, og jeg fik klædt om, så jeg var klar til race. Det viste sig, at Toni ikke havde andre, som skulle med ud at køre denne dag, så jeg fik mulighed for at være med i alle fem ture op ad Munkebjerg, og det tog ca. 0,0 sek. at sige ja tak til det. Vi gik til kørermøde og var så klar, da vores gruppe blev kaldt frem til den pacecar, som gruppen skulle følge fra ryttergården til start. Toni og jeg faldt godt i hak med hinanden, så vi talte meget om biler, race osv. på turen fra ryttergården Tommy & Toni til start. Det skal lige siges, at Toni havde intercom i bilen, så det var ikke noget problem at føre en samtale, medens vi kørte. Da det blev vores tur ved startstregen holdt snakken op, og vi koncentrerede os begge om uret, som 
tikkede, og de fem lamper, som først tændte og derefter slukkede en efter en ved de sidste 5 sekunder. Starten gik, og vi strøg afsted. Jeg sad stille og nød turen samtidig med, at jeg forsøgte at føle, hvorledes bilen kørte, om den skred over kanterne, dækkene gled på asfalten, eller om der var andre ting, som man kunne mærke som passager. Ca. halvvejs oppe spurgte Toni, om jeg var med, og jeg svarede JA, jeg nyder bare turen. Da vi var kommet i mål, sagde Toni, at normalt, når passagererne ikke sagde noget, kunne han se, at enten så var deres knoer helt hvide eller også stemmede de fødderne imod bunden, men jeg gjorde hverken eller. Det var nok, fordi det var en lidt nørdet passager, som var med denne gang. Tilbage i ryttergården blev tiden kontrolleret, og det var gået rimeligt. Toni havde valgt at sætte regnvejrsdæk på hjemmefra, da vejrudsigten ikke var for god. Første og anden tur var begge træningsture, og da vi havde kørt anden tur, sad vi i bilen og snakkede, om det nu havde været hurtigere end førsteturen, og det mente vi begge, at den havde været, så da vi kom tilbage i ryttergården og fik bekræftet det, var vi naturligvis glade. Nu begyndte det desværre at regne, og det var så samtidig med, at turene begyndte at tælle i regnskabet for, hvem der ville vinde de respektive klasser og hvem, som ville sætte de hurtigste tider overordnet. Det skulle vise sig, at Toni kørte stort set de samme tider i regnvejret som i tørvejret, hvorimod mange af de andre kørere blev langsommere i regnvejret. Formodentlig skyldes Toni´s hurtige regnvejrstider, at de nye regnvejrsdæk (Michelin TB15) var rigtig gode i regnvejret, men naturligvis også fordi Toni kørte rigtig godt. Pludselig da vi kom tilbage til ryttergården, stod Berit der med barnevognen og iført sin letgenkendelige grønne regnfrakke.
Det var nu blevet et rigtigt familiearrangement, og det var super dejligt, at Berit gad pakke Theodor sammen og slæbe ham og barnevognen med til Munkebjerg. Det betød, at Theodor var præcis 1 måned og 2 dage gammel, da han kom til sit første bilarrangement. Det glædede farmand umådelig meget. Efter et par timer i ryttergården sammen med Toni og de andre fra pavillonerne, kørte Berit og Theodor hjem igen. Toni og jeg fik kørt de resterende ture, og efterfølgende deltog jeg i præmieoverrækkelsen, hvor Toni tog fusen på mig. Toni havde nemlig vundet sin klasse, og da han skulle op og modtage pokalen, så hev han mig med. Bagefter fik jeg rent faktisk pokalen med hjem, så den står på mit skrivebord. Jeg var naturligvis meget overrasket over denne enorme gestus fra Toni´s side, men han forsikrede mig om, at det var sådan, det skulle være. Han ville blot have et billede af indskriften på pokalen. Toni og jeg udvekslede efterfølgende nogle billeder, da Berit havde taget kameraet med. I kan se et par af de bedste billeder sammen med dette lille skriv, og så kan jeg naturligvis kun opfordre Jer alle til at deltage i klubbens arrangementer. Om ikke andet så kan I jo se, hvad det kan føre til.
Tommy F. Jensen